Novellen af Jan Sonnergård er meget tidstypisk, og indeholder en del eksempler på både egoisme og ensomhed.
Herunder vil du finde en del eksempler fra novellen og en forklaring på hver af dem.
I det første eksempel kan man læse, at hovedpersonen i første omgang er interesseret i at møde sin underbo.
Det der sker i detter udsnit er, at hovedpersonen er for doven, for doven til at sætte sig ind i et andet menneskes situation.
Dovenskab hænger i høj grad sammen med egoisme, simpelthen at han ikke har overskud til andre end sig selv.
Dovenskab og egoisme:
Dovenskab og egoisme:
I forlængelse af eksempel nr. 1 kan man her se, at hovedpersonens beslutninger er drevet af dovenskab.
I eksempel nr. 1 kan man diskutere, om hvorvidt det drejer sig om dovenskab eller bare om manglende interresse for andre mennesker.
Ud fra eksempel nr. 2 får vi bekræftet, at hovedpersonen rent faktisk har en interrese, han synes hun virker interesant. Men han kan ikke overskue at lære hende at kende, eller også gider han bare ikke.
Egoisme:
Her kan man se at hovedpersonen tyer til en drastisk beslutning. Istedet for at handle medmenneskeligt og forstående ved at fortælle underboen om den larm hun forudsager, vælger han at skrive et klagebrev til den fælles bestyrrelse.
Allerede her kan man se, at han vil flygte fra sine problemer ved at pålægge nogle andre dem.
Længere nede kan man se, at han også vælger at flytte fra lejligheden og igen flygter fra sine problemer.
Egoisme og/eller manglende interesse:
I det sidste eksempel er fluerne begyndt at dukke op. Fluerne bliver flere og flere, og har også overlevet en omgang hovedrengøring eller to.
Hovedpersonens reaktion på fluernes tilstedeværelse er interresant når man taler om egoisme, fordi tanken, udfra teksten, om hvor fluerne kommer fra, slet ikke strejfer ham.
Igen tyer han til drastiske virkemidler, og kontakter bestyrrelsen.
